Månedens madkommunikatør december 2015

Festivaldirektør Stine Lolk

Navn Stine Lolk
Beskæftigelse Direktør for Copenhagen Cooking & Food Festival

Motivation
I mere end ti år har Wonderful Copenhagen været bannerfører i at samle en perlerække af små og store madevents i København og omegn under festivalen Copenhagen Cooking. Det er blevet til Nordens største madfestival, hvor restauranter, spisesteder, fødevarevirksomheder og andre organisationer benytter platformen til at skabe opmærksomhed omkring deres foretagende gennem spændende oplevelser, derudover har festivalen også været medvirkende til at skabe jobs og opgaver for madkommunikatører. I 2016 vokser festivalen, og her står Stine Lolk i spidsen som ny direktør for Copenhagen Cooking & Food Festival. mad+medier sætter spot på Lolks arbejde som madfestivalchef.

Hvad går dit arbejde ud på?
Mit job er at samle alle de gode og dygtige aktører i København og resten af Danmark om at skabe en gastrofestival i verdensklasse. Festivalen skal danne rammen om en helt masse initiativer fra store såvel som små producenter, restauratører, madhjerner og ildsjæle. Det gør jeg sammen med en række gode folk fra Copenhagen Cooking og Food Organisation of Denmark.

Hvad betyder samarbejdet mellem Copenhagen Cooking og FOOD Organisation of Denmark for madeventmagere?
Det betyder, at der nu kommer en endnu større platform for madeventmagere at agere på.

Hvem er målgruppen for Copenhagen Cooking & Food Festival, og hvad kan de se frem til af nye tiltag?
Målgruppen er bred, for mad – både gastronomi, fødevarer og drikkevarer – er jo heldigvis noget, som de fleste har en interesse i. Nogen meget nørdet, andre på et mere nydelsespræget niveau. Og så er det jo et område, som i den grad er oppe i tiden, og i dag interesserer flere end nogensinde sig for, hvad de putter i maven, og hvordan det er lavet. Jeg kan derfor ikke rigtigt pege på nogen, som jeg ikke synes hører hjemme på Copenhagen Cooking & Food Festival. Men noget af det, vi kommer til at satse særskilt på, er at tiltrække internationale erhvervsfolk og gastro-turister. Et af de nye tiltag bliver en ny, stor festivalplads i centrum af København, hvor vi i den første weekend af festivalen vil byde på alt fra madværksteder og kokkekonkurrencer til smagsprøver og unikke gastronomiske oplevelser.

Copenhagen Cooking & Food Festival favner bredt med mange forskellige begivenheder og kategorier. Hvordan arbejder du med at skabe én fælles identitet for festivalen?
Det er en klassisk øvelse, der handler om at skabe en paraply for en helt masse forskellige målgrupper og typer af arrangementer. Så på den ene side skal der være plads til at rumme en stor mangfoldighed, på den anden side skal festivalparaplyen have så markant en identitet, at den fortæller historien om en samlet festival. Vi har ikke løst opgaven endnu, men det er en af de spændende ting, som, vi er i gang med.

Hvordan kuraterer du festivalen, så du sikrer et program med ‘unikke og kreative arrangementer, der giver gæsten en oplevelse ud over det sædvanlige’ som skrevet på jeres hjemmeside? 
Målet er, at festivalen byder på events og arrangementer, som kun kan opleves dér, og at de har noget så udefinerbart som kvalitet. Der er ikke nogen fast opskrift, for det er utroligt forskelligt at arbejde med en lille producent og en stor restaurantkæde. Men det handler om at indgå en god dialog med de enkelte aktører, så vi sammen kan nå et sted hen, hvor et arrangement skaber værdi for både aktøren, festivalen og gæsten.

Hvad er de største udfordringer i dit arbejde?
Tid :)

Hvordan ser det danske madfestival-landskab ud om fem år?
For fem år siden havde Noma kun lige indtaget 1. pladsen verdens bedste restauranter, og Rasmus Kofoed havde endnu ikke vundet guld ved Bocuse d’Or, så 5 år er virkelig lang tid og kan forandre alt. Men jeg vil da arbejde stenhårdt på, at Copenhagen Cooking & Food Festival er blevet årets uundgåelige festival at deltage i for madfolk fra hele verden. Og ikke mindst er blevet en af verdens allerbedste gastro-festivaler.

Hvem er dine professionelle forbilleder?
Mange og ingen. Jeg beundrer generelt set dem, som tør gå deres egne veje, men som samtidig tager et ansvar for at skabe en bedre verden. Det kan være gennem mad, arkitektur, politik, design, socialt arbejde osv.

Smid os nogle links til dine inspirationskilder.  
aorta
Melbourne Food and Wine Festival
Lucky Peach
@whitehouse
@jamieoliver
@petesouza
@huskmitnavn1
@mikaelsimpson

Kommentér indlægget

Din kommentar indsættes når den er godkendt af sitets administrator.
 

Med hjælp fra WordPress | Temaet hedder Deadline