PRESSEMEDDELELSE: Ny dansk restaurantguide udkommer til april

pmheader620
I dag udkommer Guide Michelin Main Cities of Europe 2014 og ifølge rygterne sågar en helt ny “Michelin Guide to Nordic Countries”. Til april får Michelin imidlertid seriøs konkurrence fra White Guide Danmark 2014, hvis første landsdækkende udgave anmelder kongerigets 250 bedste spisesteder fra Nexø til Nørre Nebel.

I sit oprindelsesland Sverige har restaurantguiden White Guide netop samlet hele den svenske restaurationsbranche til et brag af en 10-års jubilæumsfest. Torsdag den 24. april udkommer White Guide Danmark 2014, som er den første udgave af guiden udelukkende med danske restauranter, og i modsætning til Guide Michelin har White Guide været hele Danmark rundt for at finde landets labreste spiseoplevelser.

Guiden er produceret i Danmark af et korps bestående af danske og nogle enkelte svenske testere, som i det seneste års tid har aflagt besøg på størstedelen af landets gode spisesteder. De 250 bedste restauranter har fundet vej til guidens 240 sider, som også rummer redaktionelt indhold om gastronomiske tendenser og andre smagfulde staldtips til den kulinarisk eventyrlystne.

Danmark moden til en ny, frisk guide
Direktør for White Guide Danmark er advokat, iværksætter og dedikeret gourmet Søren Grunnet Løvenlund, som i 2013 blev partner i svenske White Guide AB med henblik på at lede den danske knopskydning. Som projektleder ansatte han Lena Ilkjær, der har en baggrund som skribent og madanmelder på en række svenske gastronomiske publikationer på tryk og web. Begge har base i København.

”Danmark har længe været moden til en ny, frisk og 100 % professionel restaurantguide i et tidssvarende sprog og lækkert format. I White Guide tester anonyme danske anmeldere danske restauranter ud fra danske præferencer, og her adskiller vi os markant fra Michelin. Og så selvfølgelig ved, at vi har alle de fantastiske spisesteder udenfor hovedstaden med,” fortæller Søren Løvenlund.

14 restauranter i international mesterklasse
White Guide fordeler restauranterne i 5 kvalitetskategorier, hvor ”International mesterklasse” er den højeste, og ”Også et godt sted” er den laveste, om end det må betragtes som et stærkt kvalitetstegn alene at være optaget i guiden. Der opereres med en 100-point-skala, hvoraf op til 40 point vedrører maden alene. 14 restauranter opnår i 2014-udgaven titlen ”International mesterklasse”, mens 20 gør sig fortjent til kategorien ”Mesterklasse” lige under de allerbedste.

White Guides 15 danske anmeldere er alle beskæftiget med gastronomisk formidling til daglig; ingen af dem arbejder i restaurationsbranchen; og alle testmiddage er betalt af guiden. Idealet er, at den testede restaurant slet ikke opdager, at der har været en anmelder på besøg. White Guides anmeldere repræsenterer den veloplyste gæst, og det er dennes helhedsoplevelse, som guiden søger at formidle.

199 kr. via whiteguide.dk
Fra den 24. april kan White Guide Danmark 2014 købes for 199 kr. via whiteguide.dk og i boghandlere og gastronomiske specialforretninger over hele landet.

Fakta

  • White Guide udkom første gang i 2005, og udkom den 3. marts 2014 i sin 10. udgave i Sverige.
  • Initiativtagerne er Mikael Mölstad, journalist, etnolog, tidl. forlægger og vinskribent og i dag redaktionschef på den svenske guide, og Lars Peder Hedberg, økonom og forretningsmand, formand for World’s 50 Best Restaurants i Norden, ansvarshavende udgiver af White Guide og det gastronomiske specialmagasin White Paper, som udkommer fire gange om året.
  • White Guide AB ejes af Mikael Mölstad, Lars Peder Hedberg, Thorbjörn Östman, Mats Hanzon og Søren Grunnet Løvenlund.
  • White Guide Danmark udgives af White Guides A/S med Søren Løvenlund som direktør og ansvarshavende udgiver.
  • En guide med titlen ”White Guide Öresundsregionens Bästa Krogar” udkom på svensk i 2012. Der var 130 danske restauranter med i guiden, alle fra hovedstadsområdet.
  • I White Guide Danmark 2014 er alle anmeldelser skrevet på baggrund af testbesøg foretaget ultimo 2013 og primo 2014.
  • Målgruppen er madinteresserede og indlandsturister, forretningsfolk og enhver med et professionelt forhold til restaurationsbranchen. Guiden nyder desuden stor bevågenhed blandt journalister, politikere og andre offentlige meningsdannere.
  • I Sverige når White Guide cirka 75.000 læsere om året.
  • White Guide Danmark 2014 lanceres ved en lukket presseevent torsdag den 24. april kl. 17 i København. Nærmere info om lanceringen kan fås hos kommunikationsmedarbejder Rasmus Holmgård på rh@madmedier.dk og telefon 26 29 21 26.
  • Indtil whiteguide.dk etableres i forbindelse med lanceringen, kan White Guide Danmark følges på facebook på adressen facebook.dk/whiteguidedanmark og på Instagram via @whiteguidedanmark.


Yderligere information
Kontakt direktør og udgiver Søren Grunnet Løvenlund på telefon 40 60 90 00 og på e-mail sgl@whiteguide.dk

Download pressemeddelelsen her, inkl. links til pressefotos af Columbus Leth og Ib Sørensen.

Pressemeddelelsen hos mad+medier er betalt af White Guide Danmark.

Kommentér indlægget

Din kommentar indsættes når den er godkendt af sitets administrator.
 

Med hjælp fra WordPress | Temaet hedder Deadline