Linn Katarina Grubbström vandt en Roadtrip med stil


Bloggeren og radioværten Linn Katarina Grubbström, også kendt som Frk. Kræsen, vandt fredag aften konkurrencen Roadtrip med stil og blev dermed en 8-dages vinrejse til Frankrig og 1.500 euro rigere. Foto: Chris Tonnesen

“Alle madbloggere, som har haft lyst, har den seneste måned haft mulighed at sende et bidrag ind for at vinde en tur til fire franske vindistrikter sammen med fem internationale bloggere. For et par uger siden sendte jeg et bidrag ind. I ved, hvordan det er, man tænker: “Jeg har nok ikke en chance, men hvis jeg ikke sender noget ind, har jeg virkelig ikke en chance”. Og så vandt jeg! Juryen, som bestod af nogle virkelig seje vineksperter, valgte mig! Så om nogle uger smutter jeg på vin-roadtrip i det franske.”

Sådan skriver Linn i dag på sin blog på froekenkraesen.com.

Konkurrencens dommere gav følgende begrundelse for valget af Linn
”Linn har formuleret en grundig og systematisk og dog indlevende og velskrevet argumentation for sin deltagelse i Roadtrip med stil, og det var et enstemmigt dommerpanel, der uden besvær kunne udpege Linn som konkurrencens vinder.

At hun behændigt opererer på tværs af radio- og videoproduktion, fotografi, blogging og mikrokommunikation via Facebook, Twitter og Instagram er imponerende nok i sig selv, men dommerne baserede i endnu højere grad valget af Linn på hendes evne til at formidle sine madoplevelser i øjenhøjde med sine brugere i et uhøjtideligt og visuelt stimulerende udtryk, der afslører en forfriskende, naturlig nysgerrighed både for gastronomi og journalistik.

Linn er et strålende eksempel på fremtidens digitalt velfunderede, flermediale kommunikatør, der stadig har fokus på materien, historien, oplevelsen. Og nu kan hun glæde sig til at sætte tænderne i fire franske stilarter på 8-dages vinøs opdagelsesrejse. Rigtig god fornøjelse og god arbejdslyst og tillykke med det.”

Linn Katarina Grubbström vandt desuden mad+medier-prisen for sit radioprogram “Frk. Kræsen” på Den2radio.dk.

Læs mere om konkurrencen Roadtrip med stil på siden her, og glæd dig til at følge Linn på sin vej igennem de franske vine.

2.-præmien og en vinrejse til Médoc til efteråret blev vundet af Anders Damm Christensen, som driver bloggen Gastromand.

3.-præmien og 12 flasker fransk vin med stil gik til Tue Bach, der blogger på Vinsvin.

Trackbacks for this post

  1. Roadtrip med stil | mad+medier - viden, netværk, inspiration

Kommentér indlægget

Din kommentar indsættes når den er godkendt af sitets administrator.
 

Med hjælp fra WordPress | Temaet hedder Deadline